Bebyggelsesprocenten er et mål for, hvor tæt en grund er bebygget. Den beregnes som det samlede etageareal på grunden i procent af grundens areal. Tallet bruges af kommunerne til at styre, hvor meget der bygges i et område – og dermed områdets karakter, lys, luft og grønne arealer.

Definitionen i bygningsreglementet

Bygningsreglementet (BR18) definerer bebyggelsesprocenten som etagearealets procentvise andel af grundens areal. Det betyder, at alle etager tæller – ikke kun det areal, huset dækker på jorden. Et hus i to plan på 100 m² pr. etage har altså et etageareal på 200 m².

Et simpelt eksempel

Eksempel: Parcelhus på 900 m² grund

Hus, stueplan 130 m²
Udnyttet tagetage 60 m²
Garage (under fradragsgrænsen på 50 m²) 0 m²
Etageareal i alt 190 m²

190 m² ÷ 900 m² × 100 = 21,1 %. Med en grænse på 30 % må der højst være 270 m² etageareal, så der er ca. 80 m² tilbage.

Hvorfor har vi bebyggelsesprocenter?

Bebyggelsesprocenten sikrer, at der er en rimelig balance mellem bygninger og friarealer. Den beskytter naboer mod for massiv bebyggelse og hjælper med at bevare et områdes karakter – fx det åbne præg i sommerhusområder, hvor grænsen er lavere end i parcelhuskvarterer.

Bebyggelsesprocent er ikke det samme som bebygget areal

Det er en udbredt misforståelse, at bebyggelsesprocenten handler om, hvor meget af grunden huset “dækker”. Det mål hedder bebygget areal og bruges i nogle lokalplaner som et ekstra krav. Bebyggelsesprocenten regner derimod med alle etager.

Hvem bestemmer bebyggelsesprocenten?

  • Bygningsreglementet fastsætter standardværdier, som gælder, når intet andet er bestemt.
  • Kommunen kan fastsætte en anden bebyggelsesprocent i en lokalplan.
  • Servitutter tinglyst på ejendommen kan indeholde yderligere begrænsninger.

Næste skridt: Se hvordan du beregner din egen bebyggelsesprocent.